Ligger lige nu i min seng med meget blanke øjne og lytter til Explosions In the Sky.
Har det sidste lange stykke tid ikke rigtigt haft noget specielt at fortælle om, men tænker ligesom at det er ved at være et godt tidspunkt nu.
I dag, onsdag d. 11. juni, er der præcis 13 dage til mor, far, Emma, Mads og Mathias kommer herovre, og jeg glæder mig som en sindssyg til at se dem.
Det betyder at om en måned præcis, sidder jeg på et fly på vej hjem til Danmark igen, efter 10 måneders ophold her i Hurricane, Utah.
I begyndelsen var jeg skeptisk omkring det hele - Hurricane er meget anderledes fra Odense, på alle måder. Og det var i begyndelsen svært at tilpasse sig, og falde til, fordi jeg ofte længtes så meget efter det vante, det normale og de mennesker jeg i flere år har knyttet mig tæt op ad.
I begyndelsen synes jeg det var underligt, at Frederik og Christoffer snakkede engelsk til hinanden, I mean... de ER jo danskere. Nu, efter 10 mdr. snakker jeg ikke rigtigt dansk med dem mere.
Jeg har ændret mig så meget herovre, jeg har tydeligt kunne mærke ændringerne i mig selv, hvordan jeg er blevet mere moden på mange områder, men mest af alt har jeg lært mig selv at kende meget bedre.
Jeg kan godt huske, hvordan da jeg kom herovre, at jeg tænkte "jeg har mine venner derhjemme, de her venner bliver nogen jeg har i et år og så er det ovre." Midlertidige venner.
Oh boy, hvor tog jeg fejl! :-)
Jeg har fået de bedste venner herovre. Jeg har mødt personligheder, der på hver sin måde har styrket mig så meget, og på hver deres måde givet mig en lille del af dem selv. De har givet mig minder for livet, og jeg er så taknemmelig for alt jeg har kunne opleve herovre.
Det er virkelig svært for mig at sige farvel - da jeg forlod Danmark sørgede jeg virkelig (synes jeg i hvert fald selv) at få sagt ordentligt farvel til de mennesker omkring mig.. Jeg synes det var utroligt svært.
Nu...
Nu skal jeg til at sige farvel til en masse mennesker, der har ændret mit liv på så kort tid.. Og jeg aner ikke engang om jeg kommer til at se dem igen. Det er en så skræmmende tanke, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre..
Jeg tager nogle gange mig selv i at tænke "måske skulle jeg bare være blevet hjemme.." og slet aldrig være taget af sted. Det ville have sparet en del tårer... Men på den anden side, har det hele været det værd.
Jeg ved stadig slet ikke, hvad jeg skal gøre.. Jeg har lidt over 2 uger til at sige farvel til folk, til at være sammen med dem, til at pakke mit værelse ned, og til bare at få afsluttet mit år.. Hvor blev tiden af?
Søde, søde skat.
SvarSletDet er så rørende at læse det du skriver, så du er ikke den eneste der sidder med meget blanke øjne.
Du er så god til at beskrive og udtrykke dine følelser omkring hvordan du har det, at man næsten sidder med samme frustration selv!
Det er så tydeligt at mærke og læse hvordan du er modnet på den korte (lange) tid du har været væk.
Jeg er glad for at læse at du dog trods alt ikke har fortrudt at du valgte at tage derover. Selvom du nu står overfor en svær og meget bevægende tid, så vil det for altid være oplevelser og erfaringer som har været med til at forme den Emilie, du er i dag.
Tænk på og vær glad for, at alle disse mennesker som er kommet til at betyde så meget for dig i det her år, at at de har været en del af dit liv. Se det fra den positive side, at glæden over at lære dem at kende, er større end sorgen over at skulle sige farvel til dem
Jeg (os allesammen) glæder mig så usigeligt meget til, om 13 dage, at se dig i 3D igen, høre din stemme og mærke dig igen. Og jeg ved, at det er der rigtig, rigtig mange mennesker her i Danmark der har det på samme måde.
Mange tanker og knus
Jeg elsker dig
Mor
Hej med dig Emilie
SvarSletJeg vil bare lige "kopiere" mors tekst.... Hvor er jeg dog stolt over at være i familie med Jer begge to.
Knus og mange tanker
Moster A
EMILIE, DEN DAG DU KOMMER HJEM BLIVER DEN DEJLIGSTE DAG FOR MIG!
SvarSletNyd din tid, og glæd dig over at vende hjem til en masse hjerter, der ikke har glemt dig <3
Jeg elsker dig,
Din Stansen <3