Tankestrøm.

Sidder lige nu og snakker med Fred og hører Vi Sidder Bare Her. (Look it up.) Og tænker.
Fred sagde til mig "3 måneder, det er til at tage og føle på, hva?".

Sidste indlæg jeg skrev var utroligt trist. Men desværre har jeg øjeblikke som det nogle gange herovre.
Jeg kunne have valgt ikke at dele det, men.. jeg synes ligesom I skal have det hele med på en måde.
3 måneder.. Det er ingenting. Synes 2011 er gået så stærkt indtil videre, vi er allerede mere end halvvejs gennem marts. Synes bare jeg skal hjem om lidt.

I skal alle vide, jeg glæder mig mere end noget andet til at se jer allesammen igen. Til at komme hjem til Danmark, komme væk fra patriotiske Amerika. Hold fast, hvor bliver man træt af at høre om hvor gode de er hele tiden.. :-)

Herovre er begyndt at lugte af forår, rigtig rigtig meget. Eftersom at Danmark er det eneste sted, jeg har lugtet forår før, bringer det utroligt mange minder med sig. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg har lyst til at cykle en tur ned af Tyrsbjergvej for at købe jordbær og ærter. Eller cykle ind til byen alene og kigge på butikker, på mennesker. Bare være mig selv. I skrivende stund er jeg helt alene på mit værelse, og jeg har været "alene" hele dagen, men det er en anden slags alene jeg er derhjemme. Hold fast, hvor glæder jeg mig til at kunne cykle igen. Herovre har de i gennemsnit 2 cykler pr. husstand - og de er ikke engang sikre på om de virker?! Holy cow.
Det er så anderledes herovre. Foråret er ikke det samme. Jeg savner at rende rundt udenfor, tage i skoven, pjatte med mine søskende, hoppe på trampolin eller rulle på rulleskøjter. Jeg savner kold kartoffelsalat og frikadeller. De små ting.

Jeg elsker det herovre. Der er så meget jeg kommer til at savne - men meget af det kan ikke beskrives, fordi jeg ikke kan dele det med jer rigtigt. Det er de mennesker jeg til dagligt omgiver mig med. Den ånd de bringer med sig. Der er så mange herovre, der har sat kæmpe fodspor i mit hjerte, og som jeg aldrig vil glemme. Der er så mange, som jeg aldrig ved, om jeg nogensinde vil se igen. Hurricane, Utah.

Da jeg kom, synes jeg at tiden gik umådeligt langsomt. Jeg følte at jeg aldrig skulle hjem. Når jeg kigger tilbage kan jeg slet ikke se, hvordan jeg overhovedet kunne tænke den tanke. Tiden er gået så stærkt. Jeg har knapt haft tid til at savne. Jeg tænker dagligt over, hvordan jeg skal få alle mine ting med hjem. Hvordan mit værelse kommer til at være urimeligt tomt om mindre end 3 måneder.
Jeg kommer til at savne sproget. Engelsk har altid været så nemt for mig at udtrykke mig på. Ikke fordi jeg har været flydende i det før nu, men fordi det er nemmere.
Jeg kommer til at savne hvordan alle her i Hurricane forguder Lil Wayne, hvordan de alle lytter til dubstep og synes at Alors On Danse er fantastisk ny. Hvordan alle går i jeans og t-shirt hver dag, og hvis man er pige er alt "cute". Jeg kommer til at savne timerne, hvordan man møder mindst én ny person på gangene HVER dag. Jeg kommer til at savne hvordan de omtaler drugs, og ikke mindst hvordan hostesaft er frygteligt populært. Jeg kommer til at savne deres underlige indretning af deres huse, og deres manglende sans for mode. Jeg kommer til at savne deres biler, hvordan alle kører bil og blaster deres musik så højt, og har et lille party mens man kører fra hus til hus.

Det er anderledes herovre. Og jeg er bange. Bange for at komme hjem og vide at alt er ændret, ikke bare ændret, men at alt er FOR anderledes. At jeg og mine venner ikke har noget til fælles mere.
Jeg selv har ændret mig på flere måder end I søde mennesker der læser med ved af, men som I kommer til at opleve når jeg kommer hjem. Jeg er bange for at der ikke længere er nogle fælles samtaleemner. At der ikke er mere for os at opleve, at vi vil sidde i pinlig stilhed og håbe på at tiden vil gå hurtigere.

Jeg sidder stadig og snakker med Fred. Han siger Venskabet og kærligheden forsvinder ikke.
Det er så rigtigt. Jeg er bange for at komme hjem, se Fred, Axel og Stoph igen og at vi ikke kan finde hinanden igen. At vi ikke vil have samme forhold til hinanden, som vi havde før. Men på den anden side.. Da jeg var i Chicago og så Christopher havde jeg samme følelse. At den forlængede weekend ville være så akavet og at vi ikke kunne finde hinanden eller noget at snakke om - men det var ikke noget problem. Jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem igen, fordi det var så fantastisk at se ham igen. Jeg håber så meget, at det samme vil ske, når jeg ser alle mine bedste venner derhjemme igen. At vi finder hinanden med det samme, og at adskillelse har gjort vores forhold stærkere.

I skal vide - min kærlighed til jer er ikke mindsket overhovedet, over de sidste 7-8 måneder.

Sikke en tankestrøm.